Godt på vej mod ligeløn
I fem kommuner tjener kvinderne mindst det samme som mændene. Og i yderligere tre kommuner næsten det samme. Det viser en opgørelse over den lokale løndannelse hos Socialpædagogerne Midtsjælland. I fire kommuner tjener mænd mest og i tre er det kvinderne som får mest
Af journalist Martin Hammer
Socialpædagogerne Midtsjælland arbejder systematisk med statistikker og lønanalyser, så tillidsrepræsentanterne har et værktøj i lønforhandlingerne og kan holde fokus på ligeløn.
”Det er det arbejde, vi kan se resultatet af i dag. Vi er kommet et langt skridt på vejen mod ligeløn for lige arbejde,” fortæller næstformand hos Socialpædagogerne Midtsjælland, Kim Christian Jensen, om resultatet fra den seneste lønopgørelse for socialpædagoger og hjemmevejledere, som Socialpædagogerne Midtsjælland har udarbejdet.
”Vi har regnet på den lokale løn og de lokale forskelle. For det er den del af lønnen, vi kan påvirke. Man kan sige, at vi kigger på vores egen indsats,” siger han.
Lønopgørelsen bruges sammen med det lønberegningsprogram (LIVA) som Socialpædagogerne Midtsjælland har udviklet og som tillidsrepræsentanterne bruger på den enkelte arbejdsplads. Lønberegningerne og analyserne bruges som argument for at få løftet lønnen lokalt, hvor den ikke følger med, og for at opnå ligeløn.
Ligeløn flere steder
I Køge og Ringsted kommune er forskellen på mænds og kvinders løn mindre end 300,- kroner om måneden og kan betragtes som ligeløn. Der findes dog ikke nogen fast grænse som definerer ligeløn i kronebeløb, og hvor grænsen går, er ikke diskuteret i Socialpædagogernes Landsforbund.
Slagelse, Kalundborg og Lejre er også ganske tæt på at have ligeløn for lige arbejde. I disse kommuner er forskellen mellem 338,- og 466,- kroner om måneden. I Slagelse og Lejre tjener kvinderne mest, og det gør de også i Greve.
”I de kommuner har vi også haft ligeløn inden kvindernes løn overhalede mændenes. Og det er sket, fordi vi har haft fokus på ligeløn og ikke bare har accepteret, at mændene automatik fik alle tillæggene,” fortæller Kim Christian Jensen, som også pointere, at ligeløn først er, når begge køn tjener lige meget.
Lønnen skal være faglig begrundet
Lønopgørelserne bliver brugt til at få løftet lønnen for kvinderne. Men lønnen for en mandlig ansat kan også være urimelig høj. Det er den, hvis en mand får en højere løn uden nogen rimelig grund.”Det sker en gang i mellem, at arbejdspladser vil give en mand en langt højere løn end kvinderne. For eksempel har vi oplevet en mandlig socialpædagog få 60.000,- kroner mere om året end lønnen i det oprindelige udspil, da han tiltrådte stillingen. Det kunne vi ikke støtte. Vi kan ikke gå med til stigninger, der ikke kan forsvares med en faglig begrundelse. De ekstrapenge arbejdspladsen åbenbart har i lønposen, skal i stedet fordeles rimeligt,” fortæller Kim Christian Jensen og tilføjer:
”I arbejdet for ligeløn skal vi desuden have fokus på, hvad mænd og kvinder laver og bare fordi opgaverne ikke er helt ens, er det ikke det samme som, at de skal værdisættes forskelligt.”
Lønforskelle skal undersøges
De største lønforskelle finder man i Sorø kommune, hvor mændene får 2.502,- kroner mere end kvinderne om måneden.
”Her skal vi undersøge nærmere, hvad der gør sig gældende,” siger Kim Christian Jensen.
Der er også lønforskelle i Odsherred og Roskilde, hvor mændene får henholdsvis 1.638,- og 989,- kroner mere end kvinderne om måneden. I Greve er det til gengæld kvinderne, der får 1.541,- kroner mere end mændene om måneden.
”De steder skal det også undersøges, hvad forskellen skyldes. Flere ting kan gøre sig gældende for eksempel nogle specielle mønstre i ancienniteten. Men det er noget, vi skal undersøge, for vi ved det ikke,” siger Kim Christian Jensen, der understreger, at lønopgørelsen alene tegner et groft billede på lønniveauet. Særligt i små kommuner kan tilfældige forskelle slå igennem, mens billedet i de store kommuner må formodes at give et noget mere retvisende billede.
I Køge er lønnen lige lav
I Køge er der ligeløn for lige arbejde. Men opgørelsen viser samtidig, at socialpædagoger i Køge får den laveste løn i hele kredsen. Og det gælder både for kvinder og mænd.
”Vi har ikke haft den store lønudvikling. Nogle ledere har haft en uvilje mod at forhandle løn, og sagt, at der ikke var midler at forhandle om,” fortæller fællestillidsrepræsentant Karsten Stegmann fra Køge, som også nævner, at der samtidig har været et generationsskifte blandt tillidsrepræsentanterne.
”Men nu har vi valgt en strategi for, hvordan vi kan komme bedre med. Vi støtter hinanden i forhandlingerne. Vi er enige om at afvise påstanden om manglende midler og vil forhandle alle steder med tillidsrepræsentant. Andre steder forhandler de faglige konsulenter. Strategien har allerede så småt givet nogle resultater, der vil kunne ses i de næste opgørelser,” siger han.
Karsten Stegmann sidder også i hovedudvalget i Køge kommune, der i enighed har valgt at undersøge lønniveauet i kommunen. Undersøgelsen har bekræftet den lave løn, og bruges som argument om, at niveauet skal op, hvis kommunen skal undgå problemer med at kunne rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere.
Stadig langt til ligeløn med mandefag
Men selvom Socialpædagogerne i Midtsjælland ser ud til at være kommet tættere på ligeløn, ændrer det ikke ved, at det socialpædagogiske arbejde stadig tilhører et kvindefag.
”Vi er stolte over stort set at have opnået ligeløn i fem kommuner. Men det socialpædagogiske arbejde er som traditionelt kvinde- og omsorgsfag stadig dårligere betalt end arbejde med tilsvarende uddannelsesniveau indenfor mandefag. Her har vi stadig en stor opgave. Men det skal løses ved overenskomstfornyelserne centralt,” afslutter Kim Christian Jensen.
Fakta:
Opgørelsen er foretaget ud fra bruttolønnen pr. måned inklusiv pension for ansatte socialpædagoger på døgninstitutioner og hjemmevejledere (ledere er for eksempel ikke medtaget). Der er korrigeret for områdetillæg, men ikke for anciennitet. Bruttolønnen er hentet fra www.krl.dk, og korrektion for områdetillæg er foretaget af Kim Christian Jensen.
Solrød har for få mandlige ansatte til at kunne lave en statistisk sammenligning.
Opgørelse