En halv million
Socialpædagogerne Midtsjælland skaffer en halv million til medlemmer. Socialpædagoger gik for 79 kroner i timen på sommerskole
Af journalist Martin Hammer
I juli afholdt Synscenter Refsnæs sommerskole for 46. gang. I en uge dyrkede knap 100 synshandicappede børn og unge friluftslivet, lavede mad over bålet og lå i telt. Sommerskolen bød på alskens aktiviteter fra sport til IT på sociale medier, men først og fremmest kunne deltagerne møde andre i samme situation, og der blev knyttet venskaber på tværs og skabt sammenhold. Men hvor de ansatte socialpædagoger de foregående år havde arbejdet for en løn på blot 79,- kroner i timen, skete afregningen i år efter gældende overenskomst.
“Naturligvis skal forholdene være i orden og ingen skal arbejde for så lidt,” siger tillidsrepræsentant Jette Tønnesen og tilføjer.
“Også selvom de ansatte havde deltaget i sommerlejren, uanset hvad.”
Bekymring for fremtiden
Sommerskolen er nemlig et enestående tilbud for synshandicappede børn og unge, og flere ansatte har været bekymrede for sommerskolen fremtid, hvis lønnen blev reguleret.
“Deres pædagogiske hjerte har været i konflikt, men det ændrer ikke ved, at aftalerne skal overholdes. Der har eksisteret en forhåndsaftale på området siden 2009,” forklarer faglig konsulent i SL Midtsjælland, Conny Eriksen.
Ledelsens ansvar
Conny Eriksen har kørt sagen, der dog hurtigt blev løst med den lokale ledelse. Otte socialpædagoger får en efterbetaling på i alt 511.912,56 kroner for perioden fra 2009 til 2012. Hun havde beregnet, at socialpædagogerne havde modtaget 9.500 kroner før skat for en uges arbejde på 120 timer – svarende til en timeløn på 79 kroner.
“Overenskomsten var ikke blevet implementeret og vi erkender, at det er et ledelsesansvar,” forklarer Vicecenterleder på Refsnæs skole, Hans Augustesen. “Nu retter vi op – regulerer bagud og fremadrettet følger vi overenskomsten,”
Sommerskolen fortsætter
Og til trods for medarbejdernes bekymring bliver der også afholdt sommerskole til næste år.
“De fastansatte socialpædagoger er nu blevet dyrere end de synsfaglige udefra. Men det er vigtigt at understrege, at vi stadig vil have, at vores pædagoger deltager på sommerskolen, fordi de derved får et bredt kendskab til synsområdet, som er meget broget. Det vil vi stadig prioritere,” fastslår Hans Augustesen.