Tandlægens grej holder låsen i form
læs oprindelig artikel med billeder
Hvordan fik du fingre i tandlægens værktøj?
Vi arvede værktøjet, da skoletandlægen flyttede ud, og vi skulle rydde lokalet, heriblandt en såkaldt sonde – en stålpind med to spidse ender med forskellig vinkel og en pincet. Det er præcisionsværktøj, som vi bruger til forskelligt pillearbejde.
Hvorfor er det så godt? Det er lavet af hårdt materiale, der ikke bøjer så let. Man ved jo også, at tandlægen kan bruge sine kræfter. Pincetterne er mere spidse end dem, man kan få i Matas, og har et bedre greb.
Hvor kan det bruges?
Med spidsen kan jeg rense en cylinderlås, når der er kommet skidt i, eller hvis børnene har puttet en ting i låsene. Sonden kan komme ind bag skidtet og skubbe, mens man hiver med pincetten. Før skulle vi skille låsen ad, og det var meget besværligt. Så tandlægeudstyret sparer os for en del tid.
Hvad bruger du det ellers til?
Jeg bruger det til at reparere Ipad. Jeg fungerer også som it-vejleder på skolen, og alle elever og lærere har fået en Ipad. Vi brugte en masse penge på at skifte ødelagte glas, og jeg tænkte, at det måtte vi kunne gøre selv. Det lykkedes for mig med sonden og pincetten at åbne Ipad’en, så jeg kunne skifte glasset.
Bjarne Østergaard er teknisk serviceleder på Molsskolen i Syddjurs, hvor alle eleverne har en Ipad. Det er rygtedes, at Bjarne Østergaard kan reparere dem, så kollegerne på Syddjurs spørger tit til, hvordan han gør.
Bjarnes favoritter
Ipad – bruges til planlægning.
Sækkevognen – uundværlig til at flytte stole, pakkepost, papir, bøger og alt muligt.
Boremaskine med bits – er i gang hele tiden.
Tandlægeværktøj på nettet
En sonde er den spidse syl, tandlægen piller med i tanden for at tjekke tændernes tilstand. Der er mange forhandlere af tandlægeudstyr på nettet. Både sonde og tandlægepincet kan skaffes for omkring 100 kroner stykket.