Socialpædagogerne Midtsjælland bragte socialpolitikken ind i valgkampen
De udsatte og sårbare var mødt op, da Socialpædagogerne Midtsjælland havde indkaldt til valgmøde med politikerne i Køge
Af journalist Martin Hammer
”Jeg skal helt til Roskilde for at ride. Og hvad med alle dem som sidder helt alene jul og nytår?”
Sådan spurgte Maria politikerne i panelet og høstede ”hørt”-råb og klapsalver fra de andre til valgmødet i Køge handelsskole den 23. oktober.
Mange af de fremmødte var utilfredse over at udsatte, psykisk sårbare og handicappede i Køge ikke har samme muligheder som alle andre for at dyrke idræt.
Bedre kontakt til politikerne og styrket socialområde
Valgmødet var arrangeret og indkaldt af Socialpædagogerne Midtsjælland på initiativ af fællestillidsrepræsentant og socialpædagog Karsten Stegmann. Valgmødet havde forholdene for de socialt udsatte i Køge som fokus.
”Jeg synes ikke, at det sociale område får plads nok. Hensigten med et politisk debatmøde er at skabe nogle relationer til politikerne, så vi kan få styrket området og samtidig få politikerne ud og møde borgerne face to face, så borgerne kan få svar på deres spørgsmål,” fortalte Karsten Stegmann.
Også tilbud til voksne
Flere tilhørere efterlyste bedre muligheder aktiviteter for handicappet og psykisk sårbare.
Flere i politikerpanelet talte om kommunens tilbud til børn og unge. Det affødte en reaktion fra en yngre, men voksen tilhører.
”Jeg hedder Naja. Jeg er ensom og savner selskab. I bliver også nød til at tænke på os voksne, ” sagde hun og høstede klapsalver. Gode tilbud som Klub Vi var, ifølge tilhørende, blevet lukket og andre tilbud beskåret i bevillingerne.
”Aktiviteter i Værestedet Huset skæres væk – hvorfor kan vi ikke få ressourcer, så vi kan fortsætte med det, vi gør, ” ville en bruger vide. Værestedet Huset er et socialt fritidstilbud til voksne borgere med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse.
”Vi mangler også en veteranpolitik i kommunen,” fortalte en tidligere soldat fra Balkankrigen. ”15 og 20 procent af alle veteraner har det rigtigt svært, og de ville have gavn af en veteranklub,” sagde han.
Inklusion eller målrettede tilbud
Nogle politikere spurgte, om det var støtte til det specielle område eller bedre inklusion i bestående foreninger, der blev efterspurgt.
Det var tydeligvis begge dele.
”Det handler om at være en del af et fællesskab og om at skulle stå op og være noget for sig selv og for andre. Nogle gange skal det være sammen med andre, der har sårbarhed eller det samme handicap og andre gange skal det være inkluderet i de almene tilbud. Fokus er lige mulighed for deltagelse og medborgerskab” sagde Lene Kümpel næstformand hos Socialpædagogerne Midtsjælland. Men inklusion er ikke altid lige let.
”Jeg sidder i handicaprådet og hører om hverdagsepisoder, blandt andet om et handicappet barn, der ville i svømmehallen, men ikke blev behandlet særligt godt. Vi er enige om, at medarbejderne i organisationer og foreninger skal møde alle og tale til alle fra et ligeværdigt perspektiv,” sagde Jette W. Jørgensen, Enhedslisten.
Kommunen eller frivilliges ansvar
”Vi har Stjerneholdet, og lykkeliga og kørestolsræs. Ofte er det noget foreningerne selv starter op og så hører vi ikke mere om det,” fortalte Annette Simoni (Venstre), og efterlyste ideer, der kunne støttes.
Flere politikere ville have frivillige foreninger som Broen, der skaffer midler ved at søge fonde, puljer og private sponsorer, til at løfte opgaven.
”Køges idrætspark bruger mange penge, men når det er udsatte skal penge bruges fra foreninger og støtte udefra,” konkluderede Kenni Lars Rasmussen (Radikale).
Hvem skal betale
”Hvorfor skal handicappede og psykisk sårbare betale for idræt,” ville en tilhører vide og blev bakket op af flere politikere.
”Mange af de borgere er på socialhjælp, og så har man ikke ret mange penge og så vælger man idrætten fra,” sagde Joan Haar (Socialdemokratiet), der også mente, at det specialiserede område har brug for at nogle pædagoger, der arbejder for de udsatte.
Det blev bekræftet fra salen. I den frivillige forening Rend og hop er det ikke økonomien, der er det største problem, fortalte en tilhører.
”Det er vedligehold af aktiviteterne, som er nødlidende. For det er baseret på brugerne. Nogle blandt brugerne kan være tovholdere, men det gør det ustabilt. Det er vigtigt med pædagogisk støtte og så kan de enkelte foreninger udbygges og institutionaliseres.”
Nu skal der følges op
En øjenåbner blev mødet kaldt af en politiker, og politikerne lovede over en kam at lytte og følge op på ønskerne fra aftenens valgmøde. Der blev også efterlyst mere viden om området fra politikernes side, og opfordret til mere dialog – også udenfor valgkampene.
”Vi skal til at snakke mere med socialpædagoger, så vi ikke skal igennem fire Djøf-lag for at høre, hvordan det står til,” sagde Mads Andersen (Konservative)
Fællestillidsrepræsentant og socialpædagog Karsten Stegmann var tilfreds med debatmødet.
”Jeg har fået mange hensigtserklæring om, at inddrage Socialpædagogerne i deres politiske virke – både fra radikale, venstre, konservative og enhedslisten,” sagde han.
”Det vil jeg følge op på nu, og også efter valget.”