Ny seks-ugers selvvalgt efteruddannelse giver arbejde
“Med uddannelsen fik jeg den helt nye teori kombineret med redskaber til at kunne bruge den i praksis. Så at sige, et ekstra kort, at have med til jobsamtalen og i arbejdet med børnene,” fortæller Malene Malling, nu ansat i Børnehuset Spiloppen i Næstved. Foto Martin Hamme
Det specialiserede børne- og voksenområde i socialpædagogikken er et nyt efteruddannelsestilbud for ledige. Socialpædagogerne Midtsjælland står bag initiativet og uddannelsen er målrettet socialpædagoger. Malene Malling og Kiki Jensen var med på det første hold.
Af journalist Martin Hammer
“Da jeg nævnte neuroaffektiv udviklingspsykologi til jobsamtalen blev afdelingslederen helt begejstret og vi snakkede om sansemotorik og hjernens tredeling i tre kvarter,” fortæller Malene Malling om den jobsamtale som skaffede hende arbejde på Børnehuset Spiloppen i Næstved. Neuroaffektiv udviklingspsykologi var blot en af de mange nye teorier Malene Malling fik styr på gennem uddannelsen.
Styrket selvtillid
Godt en tredjedel ud ad sytten kom i arbejde i forlængelse af uddannelsen og flere er godt på vej. “Uddannelsen gav mig noget konkret brugbart, som jeg kunne vise frem til jobsamtalen. Det styrkede virkelig min selvtillid,” fortæller Kiki Jensen, der er specialiseret i voksne med sociale problemer. Et område hun kunne bygge videre på i de seks uger.
“Vi fik en grundlæggende teori om neuropsykologi, hjernen, didaktik, og samarbejdsorienteret problemløsning ud fra vores eget fagområde og lærte, hvordan vi kunne bruge teorien i praksis”, fortæller hun. Kiki Jensen har været til en jobsamtale, hvor hun fik at vide, at hun vil blive ansat, hvis der bliver plads i budgettet.
Den socialpædagogiske vinkel
Socialpædagogerne Midtsjælland og SL´s A-kasse har oprettet uddannelsen i samarbejde med University College Sjælland (UCSJ).
“Fokus var at udvikle et forløb målrettet socialpædagoger med det formål, at kursisterne skulle have mulighed for at tilegne sig efterspurgte kompetencer, der var direkte anvendelige i forbindelse med jobsøgning,” fortæller næstformand hos Socialpædagogerne Midtsjælland, Lene Kümpel og fortsætter, “Uddannelsen skulle både være teoretisk og handlingsorienteret og kunne styrke vores medlemmers faglighed.”
Sammen med Janne Rubin fra SL´s A-kasse, identificerede Lene Kümpel behov og efterspørgsel fra socialpædagoger og arbejdsgivere, og det blev brugt til at udvikle kurset.
“Samarbejde med UCSJ er super godt og vi bruger det første hold til at evaluere, følge op og videreudvikle uddannelsen,” fortæller Lene Kümpel.
Opruster fagligt og giver glæde
Kursisterne skulle blandt andet producere et produkt, hvor de arbejdede med en case, som i praksis forbandt deres viden om specialpædagogik og læreprocesser. Kiki Jensen lavede en planche med forskellige kort, der kunne bruges til at håndtere konflikter. Den viste hun frem til jobsamtalen.
“De var imponerede og kunne se, at det var noget, de kunne bruge. For mig betød det, at jeg ikke var nervøs, fordi jeg havde noget at byde på, der var gennemarbejdet og brugbart,” fortæller hun. Kiki Jensen kan varmt anbefale kurset til andre.
“Jeg har altid været glad for faget, men kurset har giver mig mere blod på tanden. Jeg kunne virkelig leve mig ind i de faglige diskussioner og jeg blev bekræftet i, at det er det, jeg vil.”
Mellem pædagogik og psykologi
Underviser på uddannelsen, Anette Møller Hansen, melder om rigtig gode tilbagemeldinger fra kursisterne om det faglige indhold.
“De bliver opdateret på den nyeste hjerneforskning og læreprocesser og kan videreformidle det til en arbejdsgiver eller på et personalemøde, så det giver mening” siger hun og nævner også samspillet mellem nyuddannede og gamle i faget som en stor styrke.
Konsulent Henrik Worsøe fra UCSJ, som har været med til at udvikle uddannelsen, fortæller, at meningen har været at styrke socialpædagogerne i spændingsfeltet mellem pædagogikken og psykologien. “Socialpædagogerne er optaget af, at de skal arbejde med diagnoser. De er rigtig gode til at se et menneskes ressourcer. Med uddannelsen vil vi have den viden til at hænge sammen med den psykologiske og neurologiske indsigt. Når de bliver skarpere på diagnoser og kan kombinere det neurologiske med deres pædagogiske viden, bliver de meget bedre til at byde ind i forhold til handleforslag på det socialpædagogiske område,” siger han.
Læs mere om uddannelsen
Det specialiserede børne- og voksenområde
Uddannelsen er både for nyuddannede og socialpædagoger med erfaring. Formålet er at give deltagerne den viden og kompetencer, så de ved, hvordan de kan inkludere børn, unge og voksne med adfærdsmæssige og kognitive vanskeligheder, således, at deres udviklings- og læringsmuligheder optimeres.
Uddannelsen er sammensat af to kursusforløb af tre ugers varighed.
– Kursus 1: Gennemgribende udviklingsforstyrrelser – hjerne, bevidsthed og diagnoser
– Kursus 2: Livslang læring – kompensation og mestring, pædagogiske indsatser
Uddannelsen udbydes igen til efteråret og afholdes i Slagelse i ugerne 36-38 og 39-41 og i Vordingborg i ugerne 38-40 og 41-44 dog med pause i efterårsferien.
Læs mere her http://ucsj.dk/videreuddannelse/nyledig/socialpaedagoger/
Kontakt din a-kasse for at høre, om du er berettiget til 6-ugers selvvalgt uddannelse.
Nyhedsbrev SL-Midtsjælland