Hvad med familieplejernes egne børn

Maria Sveigaard har selv været biologisk barn i en plejefamilie og har på denne baggrund skrevet bogen ”Det usynlige liv”. Bogen er en personlig fortælling om, at vokse op med plejebørn i sin familie.

Hvor meget må familieplejeres egne børn fylde? Hvordan undgår man at plejebørnene tager al opmærksomheden fra ens biologiske børn og er det i orden at værne om dem. Det sidste år har familieplejerne taget emnet om egne børn op og de fortsætter diskussionen et år mere. Familieplejerne kommer også i fokus i starten af næste år, når Socialpædagogerne Midtsjælland arrangerer arbejdspladsbesøg

Af journalist Martin Hammer

”Dit barn fylder for meget!”
Det var beskeden til en familieplejer i kredsen, da tilsynet kom forbi. Det fortalte familieplejeren under diskussionen, da Socialpædagogerne Midtsjælland afholdt familieplejernes dag den 1. september.
”Men hvor skulle barnet ellers fylde, hvis ikke derhjemme – i skolen eller andre steder,” ville familieplejeren gerne vide.
I et år har familieplejerne i Midtsjælland nu arbejdet med problematikker om egne børn. En vigtig problematik som familieplejerne fortsat ønsker at arbejde med. På familieplejernes dag holdt biologisk barn til familieplejer og bogaktuelle Maria Sveigaard oplæg til de 23 fremmødte familieplejere.

En ny plads i flokken
Maria Sveigaard var tolv år og yngste af tre søskende, da et omsorgssvigtet yngre søskendepar flyttede ind. Dette ændrede familiedynamikken og relationerne i familien.
”Jeg var fysisk forberedt, kan man sige. Men mentalt var jeg ikke, og jeg havde stadig behov for at være den mindste,” fortæller Maria Sveigaard.
Hun savnede sin gamle familie, men kunne godt se og forstå, at plejebørnene ikke havde det godt. Samtidig måtte hun kæmpe for retten til at fylde i familien. Det gav hende nogle meget svære og anderledes vilkår at agere i.

Blev det tilpassede barn
Det blev vigtigt for Maria Sveigaard at sige til omverdenen, at plejebørnene ikke var hendes søskende. Hun blev rasende, når noget spurgte, om hun ikke var glad for at være blevet storesøster. Hun var jo ikke storesøster. Maria Sveigaard holdt ofte disse følelser for sig selv. Plejebørnene havde ingen erfaring med at leve et almindeligt familieliv, hvilket afspejlede sig i deres behov og adfærd. For Maria kom det til at betyde, at der ofte foregik en skarp konkurrence mellem hende og plejebørnene om at blive set. Især om morens opmærksomhed, da det var hende, der primært var omkring plejebørnene.
”Mange af mine behov kunne jeg ikke få opfyldt for med min almindelige adfærd, kunne jeg ikke hamle op med det, som plejebørnene kunne præstere. Mine behov kom til at stå i skyggen for plejebørnenes,” fortæller Maria Sveigaard.
Loyaliteten overfor forældrene gjorde at hun overtilpassede sig og lod på den måde kun egne behov fylde i det omfang, det var muligt at få dem opfyldt. 

Mistede alle frirum
”Jeg overtilpassede mig. Det fik jeg ros for og det voksede jeg af, men det var usundt for mig” siger Maria Sveigaard. En del af overtilpasningen gik ud på at placere sig i rollen som den lille hjælper i forhold til arbejdet med plejebørnene.
Plejebørnene gik på samme skole som hende. Maria Sveigaard var spejderleder, og da forældrene overvejede om et af plejebørnene skulle gå til et eller andet i fritiden, foreslog Maria Sveigaard selv, at det også kunne begynde at gå til spejder. Plejebarnet kom ind i hendes spejdergruppe. Til sidst havde hun intet frirum, da spejderlivet var et af de meget få steder, Maria Sveigaard havde for sig selv. Udadtil lignede hun et barn som trivedes og hun blev anerkendt for sin rolle i familien.  Men ingen, heller ikke hende selv kunne se noget forkert i det som skete, fordi det umiddelbart ikke så forkert ud.

Vreden vokser indvendigt
Maria Sveigaard lignede udadtil et barn i god trivsel, men indvendigt voksede et kaos. Det var voldsomme følelser. Hun savnede sit gamle liv. Hun savnede at være den lille og var vred over, at skulle dele forældrene med plejebørnene. Men mest savnede hun sin mor, da det var hende, der var hjemme og på den måde havde mest med børnene at gøre. Men morens tilgængelighed havde ændret sig. Plejebørnene havde ikke lært at behovsudsætte, og de reagerede mere voldsomt, og derfor blev det oftest deres behov, der først blev opfyldt af forældrene. Det var et vilkår, der flyttede med ind i livet som plejefamilie og dette vilkår håndterede Maria Sveigaard som barn gennem overtilpasningen.
”Alle mulige sagde til mig, at det var synd for plejebørnene, at de ikke kunne bo hos deres egne forældre. Men jeg havde også en følelse af at have mistet,” fortæller Maria Sveigaard, men det kunne hun ikke sige højt til andre.

Blev provokationer og konfliktsøgende
Da Maria Sveigaard blev teenager, lukkede hun sig inde på sit værelse og nægtede at være sammen med sin familie. Det var svært for hende at mærke sig selv samtidig med at sorgen og ensomheden pressede på. Maria Sveigaards adfærd ændrede sig til det mere provokerende og vovede. Hun havde altid en mening, og var aldrig bange for at ytre mig.
”Min adfærd indbød ikke til kærlighed. Især min mor udfordrede jeg kraftigt. Jeg opsøgte alt det min mor ikke kunne lide. Ikke fordi jeg ønskede det, men fordi jeg følte, at jeg blev nød til det. Jeg ville ses. Da jeg blev voksen fik de et nyt plejebarn på et tidspunkt, hvor jeg arbejdede på et behandlingshjem for tidligt skadede børn. Når min mor spurgte mig om faglige spørgsmål, var jeg efter hende og der var aldrig noget hun gjorde, der var godt nok,” fortæller hun.

Efterlyser hjælp og rådgivning
Maria Sveigaard reflekterede over, hvad der kunne have ændret forløbet til noget mere positivt, eller i hvert fald hjulpet hende som barn. Hun mener, at der bør tilknyttes en kontaktperson til alle biologiske børn i plejefamilierne. Kontaktpersonens rolle kunne blive at være med til at sikre det biologiske barns trivsel, hvilket vil være muligt, hvis kontaktpersonen blev tilknyttet i forhold til det biologiske barn. Hun mener ydermere, at supervision skal være et krav og en mulighed for alle i familien, da det er vigtigt, at familien har et sted, hvor alle bliver hørt. Den del af ansvaret tilfalder kommunen. Både plejeforældre og de biologiske børn skal orienteres langt mere og bedre. Der skal laves et andet forarbejde med den kommende plejefamilie, inden de kommer til at leve som plejefamilie.
”Savn og sorg holdt den dårlige udvikling i gang, men det vidste jeg ikke dengang, og heller ikke mine forældre, ” siger hun, og mener, at forældrene burde være rådgivet og fået hjælp til at forstå og læse Maria Sveigaards signaler.

Rum til de biologiske børn
”Det er præcis kommunes rolle og ansvar at give hjælperedskaber til plejefamilien om, hvordan de kan læse og anerkende deres biologiske børns signaler. Kommunen skal være med til at sikre og være garant for, at plejeforældrene kan skabe dette rum for de biologiske børn,” siger hun.
Dette rum skal give det biologiske barn mulighed for at blive afstemt med plejefamilielivet.
”Jeg skulle have haft mulighed for at legalisere mine svære følelser. De var ikke altid positive overfor børnene. De havde jo heller ikke valgt situationen, men jeg måtte jo placerede det et sted, ” siger Maria Sveigaard, der mener, at hun selv havde fået meget ud af sådan et rum og hvis hun havde kunne snakke med nogle andre børn, der også levede som biologiske børn i en plejefamilie. Det var i den situation svært at bruge hendes søskende på den måde, fordi de var et helt andet sted i deres liv. Deres alder gjorde, at de for længst var begyndt at leve et liv udenfor familien. 

Diskussionen ender ikke i år
”Jeg kunne blive ved med at give mine forældre skylden, men måtte også selv også tage et ansvar på et tidspunkt,” siger Maria Sveigaard som er kommet videre ved blandt andet at have skrevet sin bog. Efter Maria Sveigaards personlige beretning om at være biologisk barn i en plejefamilie fortsatte snakken med de fremmødte plejeforældre og mange dilemmaer blev diskuteret. Hvordan giver man de biologiske børn plads nok? Er det for eksempel i orden, hvis et biologisk barn ikke ønsker, at plejebørnene skal med til konfirmation, fordi de altid formår at blive selskabets centrum? Er det kommunen selv eller skal andre give rådgivning til de biologiske børn og skal kontaktpersonen være den samme eller en anden end den kontaktperson plejebørnene har. Og hvad med børnebørnene som er ny konstellation? Diskussionen vil fortsætte også i det nye år lagde familieplejerne op til.

Arbejdspladsbesøg hos familieplejere til næste år
Formand for familieplejerne i Midtsjælland, Gitte Jensen, fortalte også om det forgangne år. Der har været arbejdet med de forslag som plejeforældrene har stillet til forbedringer af tilsynene, og dem har Landsudvalget, ifølge Gitte Jensen, taget godt imod.
Gitte Jensen opfordrede deltagerne til at blive synlige på deres facebookside, ”Familieplejer Kreds Midtsjælland”, især i forhold til at gøre opmærksom på de forskellige relevante arrangementer for familieplejere.
”I uge 4 og 5 vil kredsen have særlig fokus på familieplejeområdet, og det gør vi ved, at der kommer arbejdspladsbesøg. Det kan være en rigtig god ide, at samle nogle plejefamilier og få en snak med Socialpædagogerne. For at få vendt nogle ting, og blive klog på, hvad Socialpædagogerne Midtsjælland kan hjælpe med, ” fortalte hun.
Endelig blev styregruppen udvidet med to nye medlemmer. Den nye styregruppe ses herunder.

Den nye styregruppe for familieplejerne i Midtsjælland. Bagerst fra højre Christa Marie Hjerrild, Maj-Britt Weise, Birgit Ingemann Johansen, Tina Svendsen og Anneli Dakhini. Forrest fra højre er Lisbeth Bagge Kristensen, formand Gitte Jensen, Mia Anker Gregersen og sidst LeneBritt Andersen.