Få mest værdi ud af din videreuddannelse
For at få det maksimale ud af din videreuddannelse, er det ikke nok, at du forstår de teorier og metoder der anvendes på uddannelsen. Kunsten er at koble din nye teoretiske viden til praksis på din arbejdsplads.
Hverdagen på arbejdspladsen kan hurtigt indfinde sig, hvor rutiner tager over, og ny viden ryger nederst på to-do-listen.
Med få enkle tiltag kan du dog skabe en bedre kobling mellem teori og praksis, og sikre en god overførsel af viden og færdigheder fra studiet til jobbet, og dermed skabe en såkaldt god transfer.
Transfer i læring er en generel pædagogisk problematik, som er særlig vigtig i forbindelse med uddannelse, fordi man i høj grad videreuddanner sig for at kunne anvende det lærte på arbejdspladsen.
For at sikre dig denne transfer, får du derfor her en række råd til, hvad du selv og din arbejdsplads kan gøre for at sikre at din nye viden inkorporeres i dine arbejdsgange efterfølgende.
Før du starter på uddannelsen
1. Hvorfor videreuddanne dig?
Første skridt er at gøre dig selv klart hvorfor du vil videreuddanne dig. Hvad er målet med at videreuddanne dig? Vil du gerne videreuddanne dig for bedre at kunne udføre aktuelle arbejdsopgaver i din nuværende stilling, eller i forbindelse med din videre karriere? For at få mest ud af uddannelsen, skal du kunne se en fordel ved at tillære dig den nye viden.
Ved at gøre dig selv dette klart, sørger du for at motivationen er på plads, mens du skaber ejerskab og derved fremmer dit udbytte af uddannelsen.
2. Tag kollegaer og leder med i ed
Du kan med fordel involvere din leder eller dine kollegaer allerede inden du starter på uddannelsen. I kan for eksempel tage en snak om, hvad de forventer at du vender tilbage med. Det vil give nogle mere klare forventninger og målsætninger om, hvad du gerne skal have ud af at videreuddanne dig.
Mens du videreuddanner dig
3. Lær tæt på praksis
Jo flere elementer fra undervisningen du inddrager på arbejdspladsen, jo højere transfer. Jo mere varierede eksempler, der inddrages, jo bredere kan transfer benyttes. Overvej derfor hele tiden, hvordan du kan bruge det du lærer i din arbejdssituation.
Inddrag en case eller udfordring fra dit arbejde som du kan arbejde med under uddannelsen.
4. Diskuter erfaringer
Underviseren og dine medstuderende er vigtige faktorer. Benyt muligheden for at drøfte anvendelsen af det I lærer. Relater med egne oplevelser og spørg til dine medstuderendes erfaringer. Hold en pause og reflekter over, hvad af det lærte, du kan bruge på jobbet og hvordan.
5. Træn i at anvende det du lærer
Tænk over hvor og hvornår i jobbet du kan benytte det du lærer. Du får størst udbytte ud af dette, hvis du har anvendelsesmulighederne det for øje mens du studerer, i stedet for at vente til efter du har færdiggjort uddannelsen.
Transfertræning er et eksempel på, hvordan du skaber sammenhæng og vekselvirkning mellem praksis og uddannelse, og hvordan du kan bruge uddannelsen til at systematisere det, du allerede ved fra praksis i jobbet.
Efter kurset
6. Følg op
Tænk over hvilke rutiner du vil ændre på i jobbet. Udarbejd eventuelt handleplaner. Du kan for eksempel forpligte dig til at komme med tre gode ideer eller gøre tre ting anderledes på arbejdspladsen. Transfer handler om implementeringen af det lærte, så du ender med en ny adfærd i visse sammenhænge.
7. Skab plads til forandring
Nogle af de største hindringer for transfer er, at du ikke får brugt det du har lært i praksis. Oftest sker det fordi hverdagen sætter ind, og når du har travlt eller hvor der er en modstand på arbejdspladsen.
Argumenter for og skab et miljø omkring dig, der giver dig tid til at øve dine nye færdigheder, så du skaber mulighed for at anvende det lærte i praksis.
8. Arbejd systematisk på at øge transferværdien
For at sikre det største udbytte af din videreuddannelse, kan du ligefrem udarbejde og følge et posttræningsprogram i samarbejde med din leder eller dine kollegaer.
I kan aftale at du løbende skal udarbejde skriftlige refleksioner over din læring og hvordan du anvender det i jobbet. Du kan også finde dine noter og materialer frem fra uddannelsen. Eller måske kan det være en fordel for dig, at deltage i kollegaers møder, eller arrangere en form for supervision og træning via for eksempel netværksskabelse og community-building.
Jo mere systematisk du arbejder med at fastholde og benytte din viden efterfølgende, jo bedre bliver den langsigtede effekt af videreuddannelsen.
9. Del ud af dine erfaringer og din viden
Hvis du har inddraget dine kollegaer, leder eller netværk i din videreuddannelse, så giv dem en tilbagemelding på, hvad du har lært og hvordan din nye viden kan udnyttes. Del ud af din viden og arbejd med læringsmiljøet. Engager eventuelt din leder og dine kollegaer i coaching-sessioner, og evaluering og feedback på dine nye arbejdsrutiner og -metoder.
De sociale relationer på arbejdspladsen er afgørende for at transfer øges, og støtte fra kollegaer fremmer i høj grad transfer. Støtte fra ledelsen, gerne i form af belønning, fremmer også transfer.
40-20-40
Den amerikanske professor Robert Brinkerhoff fra Western Michigan University har i mange år forsket i effekten af læringsaktivitet. Hans undersøgelser viser, at kun 15 procent af al uddannelse har en tydelig, målbar og positiv effekt for arbejdspladsen.
Brinkerhoff står bag 40-20-40 reglen, som bygger på en omfattende analyse af, hvorfor uddannelse ikke har effekt i virksomheden.
I 40 procent af tilfældene skyldtes uklare formål og manglende forberedelse inden start på videreuddannelsen, mens årsagen i 20 procent af tilfældene havde noget med selve kursets kvalitet at gøre. De sidste 40 procent bundede i manglende opfølgning og opmærksomhed efterfølgende.
Forskningen viser heldigvis også, at vi kan få væsentligt mere ud af de ressourcer vi bruger, hvis vi tænker læringen ind i et strategisk forløb med fokus på tiden før og efter selve uddannelsen.
Effekten af din videreuddannelse afhænger af tre personer:
- din leder (før og efter)
- din underviser (under)
- dig (før, under og efter uddannelsesforløbet)
09.05.2016 / Martin Hammer
Læs original artikel her
Hos SmartLearning kan du tage din videreuddannelse som 100% online studie.