Brandvæsen vil fusionere
Brandvæsnerne i Fredericia, Kolding og Vejle overvejer at etablere et fælles brandvæsen. Hermed håber de at undgå store besparelser.
Læs oprindelig artikel med billeder her
Som et modtræk mod planer om store besparelser på beredskabet satser brandvæsnerne i Fredericia, Vejle og Kolding på en sammenlægning. Det hilses velkommen af brandmændene på Fredericia Brandstation. “Ingen her er interesseret i statslige beredskaber,” siger Erik Uldall Andersen, der er tillidsmand på Fredericia Brandstation. Han er blandt andet bekymret over forslagene om at afskaffe døgnvagter og om bemanding med deltidsbrandmænd. Det kan betyde en længere responstid: “Deltidsbrandmændene skal først hjemmefra og køre ned til brandstationen, og med høj sne vil det tage lang tid. Sikkerheden vil blive meget forringet,” siger Erik Uldall Andersen og påpeger, at selv få minutter ekstra kan betyde, at det går helt galt. Forestillingen om, at brandmændene sidder og triller tommelfingre, mens de venter på, at alarmen skal lyde, holder ikke, pointerer Erik Uldall Andersen. “Vi løser en masse opgaver for kommunen. Service de ellers måtte ud at købe,” siger han. Opgaverne løses døgnet rundt og omfatter for eksempel løft af ældre på plejehjem, afdækning efter indbrud, reparationer og service på hele kommunens vognpark, elevatoralarmer og nedtagning af flag ved solnedgang. “Alle de besparelser! Sukker Erik Uldall Andersen. “Der er i forvejen skåret ind til benet. Men folk forventer, at når deres hus brænder, så kommer der en brandbil.”