Pi fik hjælp af Socialpædagogerne

At miste sit plejebarn efter en hård kamp med kommunen vil få de fleste til at opgive ævred. Men Pi Kjær fik hjælp gennem Socialpædagogerne og er i dag fortsat som familieplejer.

Af Martin Hammer

Sammen med sin mand fik Pi Kjær et plejebarn fra egen bopælskommune for fem år siden. Barnet var otte måneder gammelt og sårbart, men alt gik godt de første tre år indtil kommunen tilkoblede en ny konsulent. Konsulenten var uenig med både den tidligere konsulent, og plejeforældrene og institutionen i vurderingen af barnet. Efter to års tovtrækkeri og et kaotisk forløb forud for en planlagt ferie, endte kommunen at hjemgive barnet til de biologiske forældre.
Når man står midt i det hele, og ikke kender sine rettigheder, kan det være særdeles svært. På trods af reglerne fik Pi ikke hjælp af kommunen.
Mange ville stoppe efter at have gennemlevet sådan en sag.
”Vi var også stoppet, hvis ikke vi havde fået anden hjælp, ” fortæller Pi Kjær, der synes, at det er afgørende vigtigt, at Socialpædagogerne bakkede hende op med blandt andet psykologi hjælp, da ingen andre ikke gjorde.

Ikke penge til mere tid
Det var et følsomt plejebarn Pi Kjær havde fået. Den vurdering var personalet, både i vuggestuen, og senere i børnehaven, enige i. Det var ikke godt for barnet, at være for længe væk hjemmefra. Barnet reagerede voldsomt og trak sig ind i sig selv. Det var tydeligt, at barnet ikke ville være i børnehaven i længere tid og den opfattelse delte personalet, der også så barnet som meget følsomt – især i situationer med meget aktivitet i institutionen. Plejeforældrene havde aftalt med personalet, at det var bedst, at barnet var i institutionen på nedsat tid. Men den beslutning underkendte konsulenten, da hun besluttede, at barnet skulle op i tid. Pi Kjær fik at vide, at kommunen ikke ville betale for den ekstra tid, barnet ikke var i børnehave.

Måtte aflyse ferie med plejebarn
Hvert år i tre år havde familien taget på en ferierejse med plejebarnet. Den ene biologiske forældre havde altid modsat sig, men var blevet afvist hver gang. Da de for fjerde år igen fik tilladelse af sagsbehandleren til at rejse med plejebarnet, bestilte familien flybilletter. Kort efter modtog Pi Kjær en skrivelse fra anbringende kommune om, at plejefamilien skulle lukkes ned. Hun ringede til tilsynet, som kunne fortælle, at anbringende kommune ville lave en bekymringsskrivelse, hvor der stod, at Pi og hendes mand ikke længere måtte have plejebørn.
Kommunen besluttede, at plejebarnet skulle hjemgives i løbet af en måned, og at plejebarnet ikke skulle med på ferien.
”Plejebarnet følte sig splittet og revet over. Hun troede selv, at det var hendes skyld, at hun ikke måtte blive. At hun havde gjort noget forkert.,” siger Pi Kjær.
Der skulle have været lavet en tilknytningsundersøgelse, men det skete ikke, ligesom plejefamilien havde krav på rådgivning og psykologhjælp ved en hjemkaldelse, som de heller ikke fik.
Pi Kjær mener, at det kan være problematisk at tage et plejebarn fra egen kommune, da der kan være en tvivl om konsulenten varetager barnets eller kommunens snævre interesser.
”Vi har sloges med kommunen i to år og havde mange følelser i klemme. Man kan ikke lave et forhold til et barn uden følelser,” fortæller hun.
”Jeg havde brug for hjælp, fordi jeg ikke kunne håndtere det.”

Fik hjælp til at komme videre
Pi Kjær og hendes mand blev frikendt på samtlige de punkter, de var blevet anklaget for i bekymringsskrivelsen. Efterfølgende blev de godkendt til to nye plejebørn.
Pi Kjær kontaktede Socialpædagogerne omkring hjemgivelsen, fordi hun stod til at blive arbejdsløs. Hun fik at vide, at hun gennem Socialpædagogerne kunne få psykologhjælp af Falck Healthcare.
”Vi får det første nye barn og det hele blusser op igen. Jeg får hjælp til at gå til psykolog og det hjælper mig rigtigt meget. Tit ved man ikke, hvornår man har brug for hjælp. Men hvis ikke Socialpædagogerne havde hjulpet mig, havde jeg ikke kunnet fortsætte. Det hjalp både med frustrationen og vreden,” fortæller Pi Kjær.
Hun syntes, at plejeforældreområdet er så stort og indviklet, og hvor man kan stå meget alene og selv skal forhandle alt hjem selv.
”Det var vores første opgave og vi betalte dyre lærepenge. Vi fik set skyggesiden,” fortæller Pi Kjær, som siden har fået en masse af vide om sine rettigheder af Plejeforældrenes Styregruppe hos Socialpædagogerne Midtsjælland.
”Mange ville stoppe efter sådan en sag. Vi var også stoppet uden hjælp. Derfor er det sindssygt vigtigt, at fagforeningen giver den hjælp, når kommuner ikke gør,” siger hun.

På vej igen
Der er nu gået et år siden Pi Kjær mistede plejebarnet, men i dag har Pi Kjær og manden fået det første nye plejebarn, og venter på det næste, når den rigtige match kommer. Samarbejdet med den nye kommune fungerer uden problemer og arbejdsvilkårene er langt bedre. 
”Vi var stadig sårbare og da vi fik det nye barn. Det rev op i det hele, så det var svært i starten. Jeg snakkede åbent om det med den nye konsulent, der var meget professionel og dygtig,” siger Pi Kjær, der ikke ved, hvordan hun ville være kommet igennem det uden støtten.
”Uden den hjælp fra Socialpædagogerne kunne jeg været knækket fuldstændig, og havde måttet stoppe som plejeforældre.”
Og det tidligere plejebarn fik Pi Kjær lov at tage på tur med i sommers. Nu skriver hun med både det tidligere plejebarn og barnets biologiske forældre.