Alene på job
Flertallet af sektorens medlemmer arbejder ofte alene. Det kan medføre dårligt arbejdsmiljø og stress.
se oprindelig artikel med billeder
En teknisk serviceleder finder sig selv låst inde i kælderen om aftenen – og er uden mobildækning. En buschauffør angribes med sten og kører galt, men kolleger og ledere har fyraften og kan ikke kontaktes. Alenearbejde kan være særligt belastende, når der er risiko for overfald, men det kan også give stress, når der mangler en kollega at sparre med.
Loven skal overholdes
Problemer ved alenearbejde skal tages langt mere alvorligt, opfordrer Jeanette Staffeldt og Charlotte Bredal, arbejdsmiljøkonsulenter i FOA. De deltog begge i sektorens faggruppelandsmøde 27.-28. maj, hvor problemerne med alenearbejde var et af de emner, der blev diskuteret.
“Arbejdet skal tilrettelægges, så fysisk eller psykisk helbredsforringelse ved isoleret arbejde undgås. Det siger arbejdsmiljøloven. Derfor skal problemer ved alenearbejde tages med i arbejdspladsvurderingen og tages meget mere alvorligt,” siger Jeanette Staffeldt.
Vores lille verden
Flere tillidsmænd, der deltog i faggruppelandsmødet, havde allerede rejst spørgsmålet om alenearbejde over for deres arbejdsgivere, men stram økonomi og manglende forståelse gør, at der ikke sker noget.
“Når man vælger arbejdsmiljørepræsentant på skolen, bliver det ikke pedellen. De aner ikke, hvad vi laver, for vi går i vores egen lille verden. En ide var, hvis man kunne ringe efter pedel på en anden skole – også for at vide om vi tager den rigtige beslutning. Det ville også være sjovere at være to om at klippe hækken,” siger teknisk serviceleder Ib Hejnfelt fra Haderslev.
62 procent af medlemmerne i Teknik- og Servicesektoren arbejder ofte alene.
Kilde: Medlemsundersøgelse 2012, FOA
”Gjorde jeg det rigtige i den pressede situation,” spørger teknisk serviceleder Ib Heinfeldt, da snakken går om problemerne ved at arbejde alene. Alle er enige om, at det giver mere tryghed, når man er to på jobbet.
[bag om ordet]
Arbejdsmiljøloven skelner mellem alenearbejde og isoleret arbejde. Isoleret arbejde er, når man ikke er sammen med kolleger – for eksempel en buschauffør, der har passagerer i bussen, mens en pedel, som lukker skolen som sidste mand klokken 22.00, udfører alenearbejde.
Faggrupperne mødtes
Faggrupperne i Teknik- og Servicesektoren mødtes i Kolding den 27.-28. maj og havde diskussioner om bl.a. alenearbejde og vold og trusler.