8 grunde til at vælge at uddanne dig online
Online læring giver mange fordele, men det virtuelle klasseværelse stiller også krav. Vær proaktiv og få mest ud af dit online studie.
Frihed er uden tvivl den største fordel ved onlinelæring. Den udstrakte fleksibilitet gælder ikke kun tid og sted, men også arbejdstempo, læringsstil og temperament.
1. Du er uafhængig af tid
Du kan tilrettelægge dit forløb, så det passer dig bedst. Et online studie passer fint i en hverdag med job og familieforpligtelser, og kan integreres med dine andre aktiviteter.
Undervisningen skal ikke passe ind i kalenderen, men kan lægges i dine ledige stunder, for eksempel når du pendler eller efter AT børnene er lagt i seng.
2. Du er uafhængig af sted
Undervisningen foregår uafhængigt af din bopæl eller hvor du ellers måtte befinde dig – alt du behøver er en netadgang. Dermed undgår du transport – og geografiske afstande betyder intet. Du sparer tid og omkostninger til transport, og belaster miljøet mindre.
3. Du lærer i ro og mag
Du bruger dit eget udstyr i egne vante omgivelser. Det giver ro og komfort at læse derhjemme – når det passer dig.
4. Ejerskab til læring styrker motivationen
Teknologien decentraliserer læringen. Fokus flyttes fra underviseren til dig, og du bliver aktiv i egen læring. Din selvstændige rolle og ejerskab til læringen styrker motivation og kreativitet i læreprocessen.
Du kan fordybe dig, når tiden og lysten er til stede. Når du selv beslutter tid og sted, vil du være mere afslappet, modtagelig og motiveret.
5. læring giver flere tilgange
Online læring er bygget op af lyd, video, speak, animation, grafik og interaktion.
De elementer udgør tilsammen et læringsmiljø, der støtter differentieret undervisning – virkemidler, så som visualiseringer og interaktivitet giver forskellige tilgange til stoffet.
6. Det virtuelle klasseværelse skaber refleksion og videndeling
Undervisning og kommunikation mellem underviser og de studerende bliver fastholdt og synliggjort i et virtuelt miljø og giver din uddannelse en øget skarphed. Synligheden giver basis for refleksion, inspiration, samarbejde, kommunikation, evaluering og en udstrakt videndeling.
7. Online læring er en fordel for læsesvage
Selvom online uddannelser typisk er tilrettelagt med fokus på skriftlig kommunikation, har det vist sig velegnet for ordblinde og læsesvage studerende. De drager fordel af, at de selv kan sætte tempoet, og bruge it-teknologiens hjælpeværktøjer.
8. Du bliver teknologisk opkvalificeret
Online uddannelsen holder dig ajour i en stadig mere digitaliseret verden. Sammen med uddannelsen får du automatisk en teknologisk opkvalificering. Læringsaktiviteterne medvirker til, at du bliver en aktiv, konstruktiv, innovativ og kritisk bruger af teknologi.
De 3 vigtigste råd når du studerer online
En online uddannelse kræver lige så meget som en traditionel uddannelse. Med hensyn til selvdisciplin og effektivitet måske endda endnu mere.
1. Sæt tid af
Sæt tid af fra start. Undersøg eller spørg udbyderen om, hvor lang tid det kræver at gennemføre uddannelsen. Organiser din tid, så der bliver plads til studiet. Hvis du først venter til du får tid i overskud, risikerer du at udskyde og aldrig finde tid til fordybning.
2. Læg en plan
Når du ved, hvor lang tid du bør afsætte, kan du lave en plan for hele forløbet.
Online læring kræver både selvdisciplin, men også en del planlægning. Selvom du må revidere planen, er det vigtigt at være bevidst om, at din uddannelse er vigtig, og at tiden du afsætter er det hele værd.
3. Vær proaktiv
Brug dine medstuderende og din underviser aktivt. Dialog, meningsudveksling og sparring er præcis lige så vigtig på et online studie som ved en traditionel uddannelse. Videndeling styrker indlæringen. Tal med de andre studerende om det som er svært og du vil opdage, at du ikke er den eneste, der kæmper med et bestemt emne.
Engagementet i dine medstuderende er både noget af det mest underholdende og givende ved et studie. Benyt derfor alle de muligheder for interaktion. Så bliver dine virtuelle klassekammerater også vigtige kontakter i dit netværk.
Tag ejerskab over din egen læring. Ansvaret er i sidste ende dit.
af Martin Hammer