Tuktuk kalder smilet frem
Teknisk serviceleder Erik Sørensen kommer nemt rundt på syv matrikler med halvanden kubikmeter værktøj.
Af Martin Hammer
Hvad er det? Vi kalder den vores “tuktuk-bil”. Det er en trehjulet Piaggio ape 50 med lastrum til værktøj eller materialer. Den har ikke rat, men et styr som på en scooter, og den er super til at komme rundt i mindre områder. Vi er tre kolleger i vores distrikt, der skiftes til at bruge den.
Hvad bruger du den til? Jeg har ansvar for både skole, SFO, plejecentre, medborgerhus og et egnsarkiv på syv forskellige matrikler og servicerer desuden nogle og tyve ældreboliger. Alt ligger i nærområdet, og så giver tuktuk’en rigtig god mening.
Hvad gjorde du før? Før arbejdede jeg meget mere lokalt, så behovet for mobilitet var langt mindre. Men ellers brugte jeg min egen bil og fik udbetalt kørepenge.
Hvordan blev den modtaget? Blandet. Der var en vis modstand, fordi man var bange for at blive til grin. Og jeg må sige, at jeg altid bliver mødt med et smil.
I børnehaven er vi meget populære, når vi kommer i bilen, og alle børnene vil have sådan en, når de bliver store.
Hvilke begrænsninger har den? Den kan kun køre 45 km i timen, så den må ikke køre på motorvejen, og det er ube-hageligt at køre på landevejen, fordi den er til gene for den øvrige trafik. Så hvis jeg skal til et byggemarked, der ligger ti kilometer væk, bruger jeg stadig min egen bil.
Fire af slagsen
Silkeborg Ejendomme har købt fire Piaggio ape 50, tre med lukket kasse og en med åbent lad. Alle udstyret med varme og radio i førerkabinen.
Tuktuk-fakta
Motor: Totakts-benzinmotor, 49,8 cc
Benzinøkonomi: 35 km/liter Gear: Håndbetjent fire frem og et bak
Lasteevne: 200 kg
Pris: Ca. 45.000 kr. ekskl. moms
Eriks favoritter
– Foldeud-stige, som kan være i tuktuk’ens lastrum.
– Dyksav med føringsskinne, der kan skære store plader op.
– Alt nyt batteridrevet værktøj, der kan komme med rundt uden forlængerledninger.