Grum historie med en happy end

Fra dårekister og isolation til menneskerettigheder og inklusion

Kirsten Rosenkilde gav en rundvisning på forsorgsmusset i Slagelse

“Der findes næppe andre mennesker end de udviklingshæmmede, hvis forhold har undergået en så revolutionerende forandring på så kort tid.” Sådan konkluderede foredragsholder Henning Jahn om de udviklingshæmmedes historie, da 19 deltagere fra seniorsektionen den 2. oktober besøgte Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse.

Det hvide snit

Dansk Forsorgshistorisk Museum ligger i den tidligere køkkenbygning på det område, der engang husede centralinstitutionen Andersvænge. Museet fortæller historien om de forfærdelige og umenneskelige forhold de udviklingshæmmede har haft indtil nyere tid. Helt frem til 1983 gav man genstridige evnesvage det hvide snit og det blev til 45 alene på Andersvænge – halvdelen var under 18 år og den yngste på bare seks.

De skadelige åndssvage

Fra åndssvageforsorgens start betragtede man de udviklingshæmmede som farlige for samfundet. De kunne sprede og forurene samfundet med deres syge gener og det hele blev værre af, at de var uden hæmninger. For at sikre sig, at de ikke fik børn måtte de isoleres og steriliseres.

Racehygiejne

Med loven om sterilisation fik Danmark i 1929 Europas første racehygiejniske lov og racehygiejnen blev praktiseredes helt til 1967, da tvangssterilisering blev forbudt. De udviklingshæmmede har undergået en udvikling fra at blive opfattet som dyr og gemt væk fra samfundet til den nutidige indsats med at inkludere dem og give dem et ligeværdigt liv.

Med fra 1961

“Det er en fantastisk udvikling. Jeg er glad og stolt over, at vi er kommet så langt og i dag ser på dem som mennesker,” fortæller Ena Nielsen en af deltagerne fra seniorsektionen. Hun var selv blevet ansat på Andersvænge som 18-årig i 1961 i lære som omsorgsassistent, som var en uddannelse ved åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, der netop var blevet oprettet samme år og som en slags forløber for socialpædagog-faget.

Flere vidner

Ikke mindre end fem deltagere fra seniorsektoren var tidligere ansatte i Andersvænge. Det gælder Mette Kent, Mona Jørgensen, samt Birthe Bidsted, Jette Nielsen, Ena, der alle tre har været ansat så længe, at de nåede at trykke dronningen i hånden efter 40 års tro tjeneste. Alle kan berette om en masse regler, der nedværdigede de udviklingshæmmede, men også om oprør i det skjulte.

Kæmpede de evnesvage sag

Kirsten Rosenkilde, formand for museets støtteforening, som selv stod i lære hos Jette Nielsen fra 1969 fortæller om en meget hierarkisk og autoritær tid på Andersvænge.

“Man måtte langt hen ad vejen acceptere forholdene som de var dengang. Men alligevel har der altid været personale, som kæmpede for de udviklingshæmmede. Jette, som oplærte mig, var en af dem, der godt turde sige systemet imod,” fortalte hun.

Skaffede shampoo

Jette Nielsen fik for eksempel gennemtrumfet, at de udviklingshæmmede fik rigtig shampoo til hårvasken.

“Onsdag var store badedag. Tidligere blev vi sat til at piske brun sæbe til at vaske de udviklingshæmmedes hår i. Shampoo og deodorant var, ifølge ledelsen, unødvendigt og for dyrt at bruge på de evnesvage, ” fortæller Jette Nielsen og tilføjer, at onsdag også var den dag de udviklingshæmmede fik kaffe. Det skete lige efter badet.

Et liv som alle andre

Selvom nogle af de udviklingshæmmede selv havde penge, måtte de ikke bruges på shampoo. Det var først engang i 80’erne, at de selv kunne råde over egne penge,” fortæller Jette Nielsen. I dag har udviklingshæmmede ret til at deltage i samfundet på lige fod med andre mennesker.

“Men historien om de udviklingshæmmede er vigtig at fortælle, for den aldrig må gentage sig,” siger Kirsten Rosenkilde
Tvang, vold og trusler gjorde det ud for datidens pædagogik overfor de evnesvage