Fyret for at sige sin mening
Jørgen Kiraly Pedersen er en af fire fyrede kontrollører. Men selv om det fik konsekvenser for ham at sige sin mening, fortryder han ikke.
Læs oprindelig artikel med billeder i pdf her
Selv er Jørgen Kiraly Pedersen ikke i tvivl: “Jeg blev fyret for at sige min mening.”
I 23 år har han arbejdet i Midttrafik og Aarhus Sporveje, og i de første 22 år havde ledelsen intet på ham. Problemerne begyndte sidste år under et kursus i teambuilding.
“Vi blev spurgt om, hvem der var fremme i skoene og sagde mest på kontrollørmøderne. Det var Pia, Bonde og mig. Nu er vi alle fyret, siger Jørgen Kiraly Pedersen. Selv oplevede han en række tjenstlige samtaler, som han kalder forhørslignende.
“De tjenstlige samtaler blev optaget, men da jeg selv tog en båndoptager med, blev mikrofonen flået væk. Så ville jeg have en bisidder, men det blev jeg også nægtet,” siger Jørgen Kiraly Pedersen.
Gav ikke hånden
Det var en helt banal sygemelding, der førte til den første tjenstlige samtale.
“Tidligere blev der taget hensyn til, at jeg har en blind, skizofren datter, som har meget brug for mig, men det ændrede sig.”
En anden tjenstlig samtale finder sted, efter at tidligere tillidsmand Ole Bonde Pedersen er blevet fyret efter udsagn fra to kolleger, som af Jørgen Kiraly Pedersen betegnes som ledelsens mænd. Derfor nægter Jørgen Kiraly Pedersen at give dem hånden. Det resulterer i nok en tjenstlig samtale.
Den sidste tjenstlige samtale kommer, efter at Jørgen Kiraly Pedersen møder direktøren for Midttrafik, Jens Erik Sørensen, på en gang.
“Han kigger væk, idet vi går forbi hinanden. Det er min opfattelse. Men så bliver jeg igen kaldt ind og får at vide, at jeg heller ikke vil hilse på direktøren,” siger Jørgen Kiraly Pedersen.
Elendigt arbejdsmiljø
Jørgen Kiraly Pedersen blev fyret med sidste arbejdsdag den 31.december sidste år. På fyresedlen stod, at han havde en dårlig adfærd og en dårlig indflydelse på kollegerne.
“Som jeg ser det, prøver ledelsen at komme af med, hvad de opfatter som brokhovederne. Altså de fagligt aktive. Der er kommet et elendigt arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Man tør ikke snakke frit og sige sin mening, fordi der bliver sladret. De, som er blevet fyret, lavede alle et samvittighedsfuldt, ordentligt og professionelt arbejde,” siger Jørgen Kiraly Pedersen, der ikke fortryder, at han har sagt sin mening.
Fire fyringer på et år
1
Pia Nymark, arbejdsmiljørepræsentant, fyret april 2010. FOA har indgået forlig med Midttrafik om erstatning oven i tjenestemandspension.
2
Ole bonde Pedersen, tidligere tillidsrepræsentant, fyret april 2010. Skulle ifølge en kollega have sagt ”vatpik” om den sikkerhedsrepræsentant, der afløste Pia Nymark. FOA har indgået forlig med Midttrafik om erstatning oven i tjenestemandspension.
3
Jørgen Kiraly Pedersen, tillidsmandssuppleant, fyret 31. december 2010. FOA Aarhus har stævnet Midttrafik med krav om, at selskabet betaler 429.000 kroner i godtgørelse. FOA mener, at Midttrafik systematisk har udsat ham for chikane og diskrimination.
4
Salem Mohammed Elkaatib, fyret i maj 2011 efter anklager om mordtrusler, han siden er blevet renset for. Han har ingen tillidshverv, men betegnes af flere som tilhørende gruppen af fagligt aktive og en, som sagde sin mening.