Faglig snak på arbejdspladsen
Socialpædagogerne Midtsjælland var i januar rundt på arbejdspladsbesøg for at starte diskussionen om fagets fremtid.
Af journalist Martin hammer
Næstformand hos Socialpædagogerne Midtsjælland, Kim Christian Jensen, besøgte den 31 januar ITC Roskilde i Svogerløse for at sætte gang i en snak om visioner for fremtidens socialpædagoger. Mødet var et af en række arbejdspladsbesøg i uge fire og fem med fokus på fagligt stærke miljøer og fleksibilitet & tryghed. Under armen havde han medbragt to såkaldte debatduge med diskussionsspørgsmål til de ansatte.
Stærke faglige miljøer
Fagligt stærke miljøer og fleksibilitet & tryghed er to af de fire pejlemærker som hovedbestyrelsen har prioriteret som en fælles strategi frem til 2015. “Nogle pejlemærkerne nås bedst gennem pres fra forbundshuset på det politiske plan. Der mangler forskning, som kan dokumentere effekten af den socialpædagogiske indsats. Forbundshuset er bedst til at lægge politisk pres for at det skaffes. Omvendt er fagligt stærke miljøer især noget som giver mening at diskutere ude på arbejdspladsen. Er det forbedringer for brugeren eller er det arbejdstrivsel, vi vil? Hvordan skal de forskellige vinkler vægtes?” spurgte Kim Christian Jensen.
Dilemma serveret på debatduge
Efter et oplæg skulle de ansatte diskutere de to emner ud fra debatduge, der får hvert emne havde seks spørgsmål.
“Dugene var superspændende og vi fik både reflekteret og diskuteret. De gav os nye dilemmaer på banen, for eksempel, at nogle nu har fået alenearbejde” fortalte arbejdsmiljørepræsentant Eva-Pernille Rasmussen, som understreger, at arbejdspladsen i forvejen arbejder godt med de forskellige problematikker.
Spredt på matrikler
ITC Roskilde er et beskæftigelse og dagtilbud for udviklingshæmmede. Centret har været igennem omstruktureringer og sidste år blev ITC opdelt på fire matrikler. Lederen Dorte Birgitte Jensen, som havde inviteret Kim Christian Jensen, håbede, at diskussionen vil give nogle bud på, hvordan niveauet kan holdes under den nye struktur.
“Hvordan sikrer vi en fortsat høj faglighed, ” spurgte hun. “Vi har fået flere matrikler, men hvad sker der med arbejdsmiljøet?”
Presset på tid
“Omstruktureringen betyder meget for arbejdsmiljøet og fylder meget i vores hoveder,” sagde Tillidsrepræsentant Katja Topp og fortalte, at mange havde forventet, at omstruktureringen havde været endnu mere i fokus. Men hun syntes, at diskussionerne var relevante, selvom især fagligheden i forvejen bliver højt prioriteret.
“Vi er mere presset af langtidssygdom og på tiden, hvor der hele tiden kommer mere på lagkagen uden at noget tages væk,” sagde Katja Topp, der glæder sig til at få samlet op på diskussionerne.
Kredsen arbejder
Kredsbestyrelsens arbejdspladsbesøg i uge fire og fem med oplæg om Socialpædagogerne i fremtiden var en opvarmning til debatten om fagligt stærke miljøer og Fleksibilitet & og tryghed.
“Visionen om socialpædagogerne i fremtiden vil indgår som en del af arbejdet med faglighed og synlighed, ” fortæller Kim Christian Jensen, og tilføjer, at bestyrelsesmødet i marts måned har punktet på dagsordenen og i øvrigt er i løbende forhandling med kommunerne i kredsen for at styrke socialpædagogernes faglighed og sikre, at deres kompetencer kommer i spil.
Arbejdet fortsættes
Tilbage hos ITC glæder arbejdsmiljørepræsentant Eva-Pernille Rasmussen sig til det fortsatte arbejde med både en styrkelse af det faglige niveau og arbejdsmiljøet.
“Det var rigtigt, rigtigt væsentligt at få de nye vinkler på. Der er nogle vigtige spørgsmål som vi skal arbejde videre med.”
Se mere om visioner og pejlemærker på Socialpædagogernes hjemmeside
http://www.sl.dk/da/Fag%20og%20uddannelse/Fremtiden.aspx