Cubas befolkning er hårdt prøvet under USA’s massive blokade
CUBA // REPORTAGE – Affald i gaderne, strømafbrydelser, hospitaler uden medicin og ambulancer uden brændstof. Samtidig stiger priserne på mad. Journalist Martin Hammer har rejst tre uger i Cuba, hvor hverdagen er under pres som følge af USA’s blokade.
Billeder og tekst Martin Ridder Hammer
HAVANA – Dagen efter at jeg har købt billet til Cuba, meddeler myndighederne, at der ikke længere er brændstof i Havanas lufthavn. Det betyder, at indkommende fly ikke kan tanke op til deres hjemtur. Efter USA’s invasion af Venezuela og trusler om ekstra told på import fra lande, som eksporterer olie til Cuba, har landet ikke fået en dråbe olie fra udlandet. Cuba producerer selv olie, men kun omkring en tredjedel af behovet. Samtidig er kvaliteten lav, og landet mangler teknologi til at raffinere den effektivt.
Jeg er i tvivl, om jeg skal rejse – kan jeg overhovedet komme ud af landet igen? Alligevel beslutter jeg mig for at tage afsted. Mine venner i Havana siger, det er okay at besøge landet. Jeg vil tage på research for at opleve, hvordan den hårdt prøvede befolkning klarer sig under den massive blokade.
Stank af fattigdom og kulsort nat
Det første, der møder mig, da jeg kommer ind til Havana en tidlig morgen, er den tunge og søde stank af affald. Temperaturen ligger på omkring 30 grader, og affaldsdyngerne hober sig op. Skraldevognene mangler brændstof, og de enorme affaldsbunker med madrester og andre efterladenskaber udgør en betydelig risiko for sygdomsspredning.
Nogle steder forsøger beboerne at komme problemet til livs ved at brænde affaldet af, men det øger brandfaren – og fjerner ikke stanken. Fattigdommen er tydelig. Tiggere ses overalt i gaderne, og både unge og gamle gennemroder dyngerne af affald med deres bare hænder efter noget af værdi – eller noget, de kan spise.
Da jeg en aften er på vej ud for at spise, går strømmen pludselig. Kvarteret i Havana Vieja, som jeg bor i, har hidtil været forskånet for længere strømafbrydelser. Folk virker uforberedte, og kun få har nødlys. De fleste steder er der fuldstændig mørkt, og jeg er flere gange ved at støde ind i andre. Især når jeg lige er blevet blændet af min mobil eller lyset fra en cykeltaxa.
Enkelte butikker har nødbelysning – eller holder lukket – mens andre får strøm fra larmende og osende generatorer. Luften er tung af diesel og rådne skraldebunker. Nogle går med lommelygter eller bruger mobilen som lys. Man skal passe på hullerne i vejen – ofte fyldt med vand efter den nylige regn, som også har givet en masse små irriterende myg. Og man skal også undgå at gå ind i skraldebunkerne, der i tropenatten vrimler med kakerlakker og andet kryb – sikkert også rotter.
I Havana laves maden over gas, så det lykkes mig at finde en lille restaurant med nødlys, hvor jeg kan spise noget fisk, ris og bønner i halvmørket.
Turisterne er forsvundet
Flyselskaber har indstillet ruter, og turismen – en vigtig kilde til udenlandsk valuta – er kraftigt reduceret.
Jeg bor på et lille hotel i det centrale Havana med ni dobbeltværelser, men er fuldstændig alene i den uge, jeg bor der. Receptionen, hvor værtsparret også bor, ligger i et andet hus i en sidegade. Det føles helt uvirkeligt at have hele hotellet for mig selv. Jeg skal sørge for, at yderdøren bliver ordentligt låst, når jeg kommer hjem om aftenen.
Men i Cubas store turistområder er de udeblivende turister et endnu større problem.
Viñales – et Unesco-verdensarvsområde i Viñalesdalen, der er kendt for sine karakteristiske kalkstensbjerge – plejer at være centrum for især økoturismen.
Da jeg ankommer til byen, vidner skiltene på husene, der udlejer værelser, om, at turismen har været hovedindtægt for en stor del af byens 28.000 indbyggere – direkte eller indirekte. Mange kæmper nu for at klare sig.
Må arbejde i marken
Mine værter, Bernardo og Belkis Rodríguez, har ikke haft gæster siden januar.
”Jeg tager rundt til gårdene og tilbyder min arbejdskraft. Det giver ikke mange penge, men det er nødvendigt for at få noget at spise,” fortæller Bernardo Rodríguez. Bag huset holder de grise, høns og lam – et vigtigt supplement.
Alain Lorenzo, som jeg møder gennem mine værter, har helt måttet opgive at leve som turistguide. Han arbejder nu hos sine forældre uden for byen. Her dyrkes jorden med okser og heste – helt uden maskiner.
”Det giver mig mad på bordet, men ikke mere end det. Det er en meget svær tid,” siger han.
Ingen benzin til private
De knap to hundrede kilometer til og fra Viñales er ellers noget af en odyssé. Det lykkes efter lang tid at skaffe en billet med det statslige busselskab Viazul, men afgangen blev aflyst. Efter at have forsøgt mig med flere bus- og lastbilterminaler lykkes det at komme med en minibus fra motorvejen uden for Havana til Piñar del Río – en såkaldt guagua eller bybus – sammen med 15 andre cubanere.
Piñar del Río ligger i samme kommune som Havana, og det er så langt, man kan komme med guagua. Mine medpassagerer fortæller, at priserne er tredoblet siden februar. Fra Piñar del Río kommer jeg med en fællestaxa fra det lokale hospital, som fragter ansatte over kommunegrænsen til Viñales.
Benzin subsidieres af staten, og hver enkelt privatperson kunne indtil marts købe 20 liter, men ordningen er nu suspenderet. Staten prioriterer brændstof til ambulancer, busser og andre vitale funktioner.
På det sorte marked koster benzinen ti gange mere end de statslige priser, eller hvad der svarer til 70 kroner literen. Det er privat importeret benzin, som slipper uden om blokaden og købes i dunke eller flasker. Benzinen falbydes på apps eller gennem mund til mund-metoden blandt taxachauffører.
”Jeg kører, til tanken er tom. Bagefter ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre,” siger Luís, der kører amerikaner-taxa. Turisterne er væk, og cubanerne har ikke råd til de nye priser.
Cykeltaxaer og eldrevne køretøjer klarer sig bedre, mens hestetransport igen er blevet almindelig – også i Havana.
Fatal mangel på billig mad
Cuba producerer ikke nok fødevarer til at brødføde befolkningen. Samtidig gør blokaden og manglen på udenlandsk valuta det svært at importere varer.
Landet har siden 1960’erne haft et statsstyret rationeringssystem, hvor alle borgere får tildelt basisvarer med faste mængder til meget lav pris – under en tiendedel af prisen i de private butikker. Rationeringssystemet eksisterer stadig, men statsbutikkerne er stort set tomme. I de private butikker er alle varer tilgængelige. Der er således ikke mangel på mad, men det er blevet kolossalt dyrt for cubanerne at betale for selv de mest basale fødevarer.
I de statslige butikker, jeg besøger i det centrale Havana, kan man kun få ét brød om dagen samt tre kilo ris og ét kilo sukker om måneden. En af butikkerne sælger også sæbe.
”Mange har ikke råd til mad, og flere sulter,” fortæller Miguel, der bestyrer en bodega, som statsbutikkerne kaldes, i bydelen Havana Vieja. Det er over en måned siden, at han har solgt kød.
I bodegaen møder jeg også Juan José, som får 2.000 pesos om måneden i pension.
”Det kan jeg umuligt leve af, så jeg arbejder også med at vedligeholde parker for kommunen,” fortæller han. Jobbet giver ham 4.000 pesos, så i alt får han 6.000 pesos eller under 100 danske kroner.
Den gennemsnitlige statsløn er omkring 6.800 pesos ifølge directoriocubano.info, så problemet med de høje fødevarepriser er uoverkommeligt for en stor del af befolkningen.
Regeringen overvejer at ændre ordningen, så det kun bliver de mest trængende, der fremover kan købe subsidierede varer, men endnu er intet sket.
Paralleløkonomien holder landet i gang
Siden 2020 har Cuba åbnet for små og mellemstore virksomheder, og mange statsansatte supplerer deres indtægt med småjobs, salg af hjemmelavet mad eller byttehandler. Ifølge sociologen Carlos Barrero overlever cubanerne gennem denne uformelle økonomi, der er med til at holde samfundet i gang. Andre er afhængige af støtte fra familiemedlemmer i udlandet, hvortil flere millioner er udvandret.
I takt med at varerne forsvinder fra de statslige butikker, er betydningen af den ekstra indtægt blevet afgørende, og udviklingen har betydet en økonomisk ulighed i Havana. Man ser stadig spritnye, importerede biler køre rundt i gaderne, og cubanere, der færdes på de relativt dyre restauranter.
Cuba giver ikke op
Selvom jeg også møder en del kritik af styret og uligheden på min rejse gennem landet, er den mest udbredte holdning, at man må holde ud og komme igennem de svære tider, som man har gjort gennem syv årtiers blokade.
Jeg ser ingen tegn på organiseret opposition, og protester er yderst sjældne. Cubanerne udviser tålmodighed og forsøger at klare sig bedst muligt igennem krisen.
”Alle begrænsninger giver lidelser, og vi oplever et tilbageslag. Alligevel er landet i ro og fungerer. Der mangler mad, men folk sulter ikke som i Haiti. Vi vil ikke give op, og vi er stolte. Vi vil forsvare os og ikke have, at andre skal bestemme over os,” fortæller Joel Paz Pérez fra Los Comités de Defensa de la Revolución. Men om der kommer en militær invasion fra USA, er stadig et åbent spørgsmål.
Tanker flybrændstof i Mexico
Turen hjem skal planlægges grundigt. Mit fly afgår tidligt mandag morgen, og jeg ringer inden weekenden til en taxachauffør, Ibori Turale, som jeg har fået anbefalet af hotelværten. Vi aftaler, at han skal hente mig klokken fem om morgenen og køre de cirka 20 kilometer til Havanas internationale lufthavn. Mange fly er aflyst, men ikke mit fra Turkish Airlines. Det skal dog mellemlande og tanke i Cancún i Mexico, og hjemturen er nu blevet forlænget med adskillige timer.
Min taxachauffør kommer som aftalt til tiden. Han fortæller, at han ellers helt var stoppet som chauffør, da jeg bestilte ham.
”Der er ikke noget at lave, og det tog mig mere end fem timer i kø at få benzin til denne tur,” fortæller han. Nu hjælper han en svoger med at sælge frugter og grøntsager fra en bod.
I flyet hjem sidder jeg dybt berørt af cubanernes problemer, og jeg overvejer, om andre befolkninger ville kunne klare lige så store lidelser med samme tålmodighed og evne til at omstille sig under så hård en krise.
