fredag den 05.03.2010
Af: Martin Hammer
I Region Nordjylland må paramedicinere som de første i landet sikre luftveje ved at intubere.
Som de første i Danmark bliver paramedicinerne i Region Nordjylland nu uddannet i at sikre patienters luftveje ved intubation.
Det er en metode, hvor man fører et rør ned i luftvejen for at sikre fri passage af luft. Metoden anvendes for eksempel hos patienter, der er dybt bevidstløse, bedøvede eller svært forbrændte, så der er fare for, at deres luftvej ikke er fri.
Alle paramedicinere i regionen vil i løbet af 2010 få den uddannelse, der sætter dem i stand til at udføre metoden.
Først som forsøg
Uddannelsen foregår på regionens simulationscenter i Aalborg og er en kombination af teori og praktisk indlæring.
Det sker inden for rammerne af et projekt mellem anæstesiologisk afdeling på Ålborg Sygehus og ledelsen af den præhospitale indsats i regionen.
De første paramedicinere afsluttede den nye uddannelse i februar, og i løbet af året skal alle paramedicinere i regionen være færdiguddannede.
Lanceres snart
Paramedicinerbilerne får udstyr til intubation, og metoden lanceres som behandlingsmulighed inden for få uger.
Når behandlingen er sat i værk, vil alle intubationer blive registreret og evalueret, og projektet evalueres samlet efter to år. Om projektet fortsætter vil være afhængig af resultatet.
De paramedicinere, som også er supervisorer, vil få et intubations-øvelsessæt til rådighed, så metoden også kan blive en del af vedligeholdelses-uddannelsen for paramedicinerne i regionen.
Kun ved hjertestop
De nordjyske paramedicinere bliver ikke uddannet i at bedøvebedøvelse og må kun anvende intubation i forbindelse med hjertestopbehandling.
Derimod må de ikke anvende metoden i situationer med traumatiske hændelser, eller hvor medicinske patienter har behov for avanceret luftvejshåndtering.
Det er første gang i Danmark, at paramedicinere uddannes i intubering. I England og USA har paramedicinere længe været uddannet i metoden.
Senest redigeret den 05.03.2010 af Jørgen Wedel