I Valparaiso er nætterne stadig lange
Mens Europa måske står over for endnu en sommer med naturbrande, kæmper beboerne i Valparaiso i Chile stadig med eftervirkninger af en historisk dødelig brand i fjor. Solidaritet er nøglen til genrejsning, lyder det fra de lokale
Det var apokalyptisk, da en skovbrand sidste år bredte sig og hærgede store beboelseskvarterer og industriområder omkring Viña del Mar i Valparaiso-regionen i Chile og bragte landet i undtagelsestilstand. Branden krævede mindst 136 dødsofre og ødelagde flere end 3000 boliger. Infernoet endte med at blive det næstmest dødelige af sin slags i hele verden i det inde- værende årti.
Et af de mest ødelagte nabolag var Viña del Mar-forstaden El Olivar, som efter branden lignede en krigszone med rygende ruiner, murbrokker og bunker af affald overalt. Få dage efter branden var bydelen fyldt af frivillige, som hjalp med oprydning med skovle, trillebøre og nødhjælp.
Bunker af indsamlet og doneret tøj og sko lå i den brandruin, som Juana Ketterer havde boet i. Charito, som alle i kvarteret kalder hende, stillede allerede inden, ilden var helt slukket, sit nedbrændte hus til rådighed for uddeling af nødhjælp til naboerne.
”Vi chilenere har altid været solidariske. Vi er forenede, og vi er et kristent land. Vi tager hinanden i hånden og hjælper og løfter os i ånden for at mobilisere vores kræfter, så vi alle kan komme videre. Mere end en gang tidligere har vi været i situationer, hvor det var nødvendigt at gå sammen for at klare os,” fortalte hun dengang.
Nu, over et år efter branden, er sporene efter den hærgende ild stadig tydelige på vejen til El Olivar. Den botaniske nationalpark, som forstaden grænser op til, er stadig afsvedet og sort af sod, og overalt står afbrændte træer.
De samme gader, som sidste år emmede af et mylder af beboere og frivillige, er nu tomme og øde. Bunkerne med affald er væk, men ruinen, hvor Charito uddelte tøj og sko, ligger blandt snesevis af andre ruiner. Et enkelt hus midt i kvarteret har på mirakuløs vis undgået ilden. Her bor Leonel Diza Canales.
”Myndighederne har lovet, at husene ville blive genopført, men det har hidtil kun været tomme ord. Alt drukner i bureaukrati, og der kommer ingen handling eller resultater,” siger han.
Charito bor i dag hos sin datter og dennes familie. Før branden arbejdede hun med at køre skolebus. Skolen brændte ned, så hun mistede sit arbejde. Nu har hun solgt bussen for at hjælpe sin søn, der også mistede sit hus.
Charito er vred på myndighederne, som hun synes lader brandofrene i stikken. Men hun har ikke mistet modet.
”Håbet gør, at vi kan rejse os igen. Men jeg savner at have et hjem, og jeg savner mine naboer meget,” siger hun og tilføjer, at sammenholdet stadig er stærkt.
”Vi deler det, vi har, og vi organiserer os i boligkvarteret og prøver at holde humøret oppe. Det har ikke ændret sig. Men det er svært for de gamle, og det gør mig rasende at se, at de ikke bliver hjulpet. Vi er ikke de rigeste i landet og prioriteres ikke af regeringen, men solidariteten imellem os er intakt.”
Med stilheden kom den svære tid
Beboerne i El Olivar har organiseret sig i forskellige foreninger, og der foregår stadig solidaritetsarbejde. I den første tid efter branden handlede det ifølge René Flores, som er formand for beboerforeningen Kriseforeningen El Olivar, mest om at få den basale hjælp såsom mad, vand og tøj frem til alle, men også at få et overblik over, hvem der boede i området.
Så var der oprydningen efter branden. Mængder af murbrokker og affald, der flød overalt. Derefter kom et hav af praktiske ting, der skulle ordnes. Mange havde mistet deres papirer, identifikationskort, skøder på ejendomme, kreditkort og andet, som skulle genskaffes. Der var også syge og tilskadekomne, der behøvede hjælp med at komme til lægebesøg.
”De første 15 dage, hvor vi lavede decideret nødarbejde, og hvor frivillige kom fra nær og fjern for at hjælpe, var den letteste tid. Vi følte os på en eller anden måde oppe at køre. Efterfølgende kom stilheden og ensomheden med de søvnløse nætter, hvor vi måske kun havde de allernærmeste at græde ud med, og alle mulige følelser af ubehag, vrede, pres, angst og forladthed vældede op,” fortæller René Flores.
Den tid var hård, og nu er der gået et år, og folk føler stadig, at intet er kommet på plads. René Flores uddyber:
”Mange er gået helt ned, og vi har alle haft brug for psykologisk hjælp, og det har vi fået. Hele 20 i vores lille område har truffet den uigenkaldelige beslutning at tage deres eget liv, fordi de ikke magtede det mere.”
Overalt i den nedbrændte bydel har beboerne et stort behov for at fortælle om deres traumatiske oplevelser under branden og dele deres oplevelser.
”Jeg flygtede med mine to små børn i en korridor af flammer,” fortæller Lorena Inzunza for eksempel.
”Nogle gamle mennesker tryglede mig om hjælp, men jeg vidste, at jeg ikke både ville kunne redde dem og mine børn,” fortsætter hun og siger, at hun indtil for nylig ikke har kunnet tale
om oplevelserne.
Mange fortæller tilsvarende historier.
”Vi har et presserende behov for at få genopbygget El Olivar, så vi endelig kan få tid og finde ro til at bearbejde sorgen,” siger Caceres Bustamente, som leder sammenslutningen af naboer i La Tirana del Olivar.
Hun nævner som eksempel, at en kvinde midt i 70’erne vågner hver morgen helt sort af sod, fordi det stadig drysser med aske fra loftet i hendes udbrændte hus, hvor der hverken er vand eller elektricitet.
Ladt i stikken af myndighederne
Sammen med choktilstanden og sorgen findes også en vrede vendt mod politikerne
og de ansvarlige myndigheder.
”Folk føler sig ladt i stikken og glemte. Husene er alle privatejede, og det har måske taget folk 20 år at købe det. 70 procent af beboerne i området er over 60 år og kan ikke bare begynde på en frisk,” siger René Flores.
Præsidenten lovede økonomisk støtte til midlertidige lejeudgifter, indtil brandofrene havde fået deres boligsituation løst permanent. Men det er ikke sket.
”Hjælpen har været mangelfuld, og meget af den bevilgede hjælp er simpelthen sporløst forsvundet,” siger René Flores.
På baggrund af sine erfaringer ønsker René Flores at give sine råd til andre, der måtte havne i en lignende tragedie.
”Min vigtigste lære af alt dette er, at selvom det er svært at komme igennem sammen, havde det været helt umuligt alene. Uden solidariteten og organiseringen i lokalsamfundet var det ikke gået,” siger han.
Efter jordskælvet i Chile i 2010 ydede René Flores selv frivillig katastrofehjælp, men dengang havde han ingen anelse om, hvor svært det var på den anden side – som offer.
”Nætterne er stadig så lange. Men nogen omkring dig har det måske endnu værre, så du er nødt til at være stærk, også over for din familie. På den måde kan du komme til at glemme dig selv og din smerte lidt, og det er en måde at overleve på og måske endda komme lidt videre.”
Branden i Chile
Branden i Chile den 2. og 3. februar 2024 hærgede boligområder i Valparaiso-regionen og dræbte mindst 136 mennesker.
Den voldsomme brand udviklede sig til at blive blive den næstmest dødelige af sin slags i hele verden i det indeværende årti.
3043 boliger blev officielt ødelagt. Dertil kommer mindst 2100 uregistrerede eller ulovligt anlagte boliger.
I boligområdet El Olivar er 916 huse brændt ned, og af dem er otte blevet genopbygget. Fire med delvis hjælp fra myndighederne, fire udelukkende med hjælp fra donationer.
